Skagen byfond præmierer huse – 2018

Skagen byfond har udvalgt 3 bygningsværker som i 2018 er blevet præmieret. Disse 3 bygningsværker præsenteres her nedenfor.

Længst nede på siden kan man se alle de bygningsværker som var indstillet i 2018.

MØLLEVANG 9, 9990 SKAGEN – RENOVERING AF EJENDOMMEN

Møllevang 9 er et godt og repræsentativ eksempel på, hvordan man skal bevare Skagens huse, og hvad der kan komme ud af at respektere de oprindelige bygningers stil ved at udføre en korrekt restaurering med enkelte nye detaljer. Dette er ikke en ombygningen, der skabt ud fra drømmen om Skagen.

Møllevang 9 er opført i 1905 af arbejdsmand Hans Fynbo, og var grundmuret på en sortmalet sokkel og ydervæggene var stænkpudset. Huset var med dannebrogsvinduer med blåmalede karme og hvidmalede rammer, som der stod i registranten fra 1982. Døren var ganske unik og er blevet genskabt som den oprindelige. Vaskehuset er renoveret og står som oprindeligt.

Nyt på bygningen er en meget let og elegant stålaltan med et værn udført i træ – altanen erstatter en meget tung træaltan.

Renoveringen har ikke ændret oplevelsen af huset – tværtimod. Det har været en total renovering, som i dag hæver husets herlighedsværdi og forøger oplevelsen til glæde for alle, der nyder Skagens oprindelige huse.

Hele projektet er et klart billede på, hvordan Skagens huse skal behandles, således at området kan bevare den herlighedsværdi, som er så vigtigt for os, og som vi kan viderebringe i kulturarven. En fordør, der er blevet snedkerlavet efter den oprindelige, siger meget om projektet. Ejendommen skal nu have lov til at ældes.

~~oo00oo~~

SØNDERVEJ 26, 9990 SKAGEN – RENOVERING AF BYEJENDOM

Ejendommen er blevet renoveret og energioptimeret med respekt for det oprindelige og fremstår i dag som et fint eksempel på, hvordan en renovering kan udføres og samtidig bevare de røde huse.

Ejendommen er istandsat og renoveret med respekt for den oprindelige arkitektur og byggeskik. Den er et godt og repræsentativ eksempel på, hvordan man skal bevare Skagens huse uden absolut at pudse dem gule. Her ser man tydeligt, hvad der kan komme ud af at respektere den oprindelige byggeskik og stil. De røde teglsten, som er fra starten af forrige århundrede, er bevaret. I dag bliver de fra en kant vandskuret og malet gule for at tækkes køberne, så det er en befrielse at se et rødstenshus så smukt bevaret.

Lidt malurt i bægeret er den kvist med indbygget terrasse, der ikke er en oprindelig bygningsdel, selvom den ses enkelte steder i Østerby. Man kan håbe på, at dem der forvalter vores bygningsarv også kan indse og forstå dette.

Lidt om ejendommens historie frit lånt fra Hans Nielsen: Huset Søndervej 26 er bygget i 1912 af fisker Christian Laurentius Bindslev (1887-1957). Hans barndomshjem var Søndervej 19, hvorfra grunden også blev udstykket. Et tilsvarende, men spejlvendt hus, blev samtidig bygget på genbogrunden Søndervej 17.

Christian Bindslev var fisker hele sit liv, de sidste år sejlede han dog paketfart Skagen-København med ”Lilli” og ”Oda Hill”. Bindslevs første kone, Christine, døde efter blot seks års ægteskab, hvorefter han giftede sig med Martha Marie. Bindslev satte fire børn i verden. To af pigerne bosatte sig i Nr. Sundby og på Als, den yngste datter blev gift med arkitekt Kaj Ellegaard Christensen fra Skagen, og sønnen Arne blev tolder i Aarhus.

Huset var til 1974 stadig i familien Bindslevs eje, hvorefter det blev solgt til tømrersvend Stig Dyrnesli Nielsen. For nogle år siden blev huset overtaget af Claus Keld Hansen, som gennemførte en nænsom, men omfattende renovering af hele ejendommen.

I 2017 blev der lavet klimaforbedringer i huset – stadig med stor respekt for den originale bygning.

~~oo00oo~~

SIMONS RAALING, ENGVEJ 4, 9982 ÅLBÆK – NY OPFØRELSE AF UDSTILLINGSBYGNING M.M.

Simons Raaling, der er opført omkring 1780, fik i 2016 tilføjet en ny udstillingsbygning samt tre andre mindre bygninger. Specielt den store udstillingsbygning, der er skabt i et moderne arkitektonisk udtryk, danner bro mellem nyt og gammelt.

I Ålbæk ligger det over 200 år gamle bindingsværkshus Simons Raaling, drevet som egnsmuseum og lokalhistorisk arkiv af Lokalhistorisk Forening for Raabjerg Sogn.

Simons Raaling, der oversat til nutidigt dansk betyder Simons Stuehus, blev for en snes år siden nænsomt restaureret og i vidt omfang ført tilbage til sit oprindelige udseende. Rallingen er opført i bindingsværk og tækket med strå og fremstår gult. Museet består i dag af fem bygninger og skure placeret på ejendommens tre matrikler.

Den primære bygning, selve Simons Raaling der er et stuehus fra ca. 1780, er byens ældste hus og er opført i bindingsværk med stråtag.

Udvidelsen består af fire bygninger hvoraf den største, som er den nye udstillingsbygning, er tænkt som et simpelt træhus. Der er en moderne og visionær tolkning af stakladen, der med sine synlige bindingsværklignende trækonstruktioner og traditionelle håndværksmæssige løsninger og samlinger i sig selv beretter om gamle håndværkertraditioner. Det er ét stort rum med mulighed for udstilling af større redskaber, historiefortælling og undervisning.

~~oo00oo~~

EMNER INDSTILLET TIL PRÆMIERING 2018

Nyheder:

Præmiering af huse 2017

Præmiering af huse 2017

Skagen byfond har udvalgt 4 bygningsværker som i 2017 er blevet præmieret. Disse 4 bygningsværker pr[...]
Skagen byfond præmiere huse – 2016

Skagen byfond præmiere huse – 2016

Skagen byfond har udvalgt 3 bygningsværker som i 2016 er blevet præmieret. Disse 3 bygningsværker pr[...]

Hent folder om Skagen Byfond

I denne folder, kan du læse om Skagen Byfond, og vores virke, samt hvordan du kan søge støtte til dit projekt.

> Hent PDF folder